Privat

Erhverv

Med din hund til dyrlægen - undgå den bliver stresset

Hunde reagerer forskelligt på dyrlægebesøg. Nogle er bekymrede, nogle er rystende bange, mens andre slet ikke har noget imod et besøg hos dyrlægen.

Publiceret 1. november 2022

Når din hund skal til dyrlægen – måske for første gang

Der vil være en masse nye ting, som er nye for din hund. For det første er det et sted, den ikke kender, der er nye mennesker, anderledes lugte mv. Og selv om personalet prøver at gøre det så godt som muligt og få din hund til at føle sig velkommen, kan den godt være lidt betænkelig ved situationen.

Hunden vil måske kigge meget på din adfærd som ejer, så det er en god idé, at du har en attitude, der ikke gør din hund bekymret, du bør fx ikke være for pylret, da det kan få hunden til at føle angst ved situationen, eller at der er noget ubehageligt på færde. Og næste gang den kommer til dyrlægen, vil den måske huske, at der skal ske noget, der ikke er rart, og at du som ejer også skifter adfærd.

Forebyg unødig stress hos dyrlægen - gode råd til dig og din hund

Det er en god idé at opmuntre hunden for at undgå, at den bliver nervøs eller stresset. Se her gode råd til at undgå unødig stress – både inden I tager afsted, og mens I er hos dyrlægen.
  • Stress ikke rundt inden dyrlægebesøget, og tag afsted i god tid - din stress smitter af på din hund.
  • Ankommer I til dyreklinikken i god tid, så bliv siddende i bilen, eller gå en tur. Lad være med at sidde i venteværelset, og kom i stedet ind, når det er jeres tur.
  • Lad gerne din hund gå ind i klinikken selv, og giv den mulighed for at snuse lidt rundt. Når I har sat jer, så lad hunden blive på gulvet, og ros den, og hav gerne lidt godbidder med for at opmuntre den. Er der lang ventetid, så gå lidt rundt igen, og lad den snuse videre.
  • Hvis du ikke bryder dig om at være i konsultationen, eller du ikke kan lide at holde din hund, når den bliver undersøgt, så sig til, så hjælper personalet gerne.
  • Tving ikke din hund op på undersøgelsesbordet. Lok i stedet med en godbid og masser af ros.
  • Når din hund er på konsultationsbordet, er det bedst, hvis du står tæt op ad den, da den kan være bange, fordi den er højt over gulvet.
  • Det er bedst, hvis din hund ikke læner sig for meget op af dig, eller at du har din arm om den, da dyrlægen så kan have svært ved at undersøge den. Men hav fuld kontrol over din hund, så den ikke falder ned.
  • Bevar en attitude, som gør din hund rolig - Træd evt. lidt til side og tal med din hund i en rolig tone.
  • Ros din hund, og giv den evt. en godbid, når den opfører sig, som du ønsker. Giv ikke godbidder, når den er urolig, og spar ikke på godbidderne.
  • Ynk ikke din hund såsom ”nååh”. Det gør kun din hund mere usikker og bange.

Sådan kan din hund reagere på stress

Det er ikke ualmindeligt, at hunden forsøger at snappe, hvis den føler sig presset eller utryg. Det betyder dog ikke, at den er aggressiv, men det er en af de måder, den kan fortælle, at den ikke føler sig tilpas.

Du kan måske også se ud fra hundens kropssprog, at den ikke føler sig tilpas, fx hvis den er enten hyperaktiv eller apatisk, måske har den ikke engang lyst til godbidder. Forsøg at give den en så god oplevelse som muligt, ved at du fx selv bevarer roen og snakker til den i en rolig tone.

Hvis du ved, at din hund kan finde på at bide, bør du sige det til dyrlægen, inden I starter, så kan den evt. få mundkurv på, som også kan virke beroligende.

Er din hund allerede bange for dyrlægebesøg, er det svært at gøre noget ved, men bliv alligevel ved med at træne, da det evt. kan ændre sig i en bedre retning.

Læs om vores hundeforsikring